Vi lader os snyde af fittness-aps

Personlig træner: Vi lader os snyde af fitness-apps

Lars Johansen mener, at fitness-apps og kalorietællere snyder os mere end det gavner, når det kommer til at træne og smide kilo.

 

Af Patrick E. Nielsen og Mads Magnussen

 

Flere og flere træningsapps kommer frem på det digitale marked, og mange danskere benytter sig også af disse.

 

Det er dog en udvikling, som den personlige træner, Lars Johansen, ikke udelukkende kan se fordelene ved.

 

“Jeg er mere til den gammeldags verden, hvor man sætter sig ned og laver nogle skemaer selv, og aktiverer hjernen på den måde, så man ikke bare får det hele foræret,” siger Lars Johansen, som samtidig påpeger, at man ikke behøver at være professionel, for at få skemalagt en ordentlig træning.

 

Lars Johansen mener, at danskerne lader sig snyde af træningsappsene, som ikke er tilpasset hver enkelt, men i stedet skal ramme bredt.

 

“Nogle gange, når jeg står i fitnesscenteret, så hører jeg folk sige, at de har brugt en crosstrainer-maskine, og ifølge deres app har de forbrændt x antal kalorier. Men det kan man altså ikke bare sige, at man har, fordi vi er forskellige. Nogle har højere forbrænding end andre og den slags,” siger Lars Johansen.

 

“Alle de her beregningstabeller er rigtig gode, hvis man tager til Rigshospitalet eller Team Danmarks testcenter, hvor man får taget blodprøver, testet sine muskler og den slags. Så kan du bruge det til noget, for så er det tilpasset til dig, og ikke bare noget alle kan hente ned på en app.“

 

Lars fortæller dog, at han ikke er decideret modstander af appsene, men han er bestemt heller ikke en fortaler. Hvis dem, han træner, vil høre om dem, så fortæller han gerne om dem, men lader det være op til hans klienter, hvorvidt de vil bruge dem eller ej.

 

Du kan ikke bare spise chokolade

 

Et andet problem som Lars påpeger, er, at når folk ifølge deres app må spise f.eks. 3000 kalorier om dagen, så tror de, at de har gjort sig fortjent til ekstra kalorier, fordi de har smidt 500 kalorier da de trænede.

 

“Vi lader os snyde af, at “nu kan jeg spise det her stykke chokolade, fordi det står i appen, at jeg har forbrændt så og så meget,” siger Lars Johansen.

 

En anden tendens, som Lars har problemer med, er det store fokus, der er kommet på at tælle sine skridt i løbet af dagen.

 

“Bare fordi du har gået 20.000 skridt på en dag, så betyder det jo ikke at du har tabt dig, for dit forbrændingsniveau har været for lavt,” siger Lars Johansen.

 

“Så sammenligner folk sig med den laveste fællesnævner og siger; “jamen det er da bedre, end at jeg ligger hjemme på sofaen.” Men hvis det altid er laveste fællesnævner, vi går efter, så kan vi altid finde nogen, som gør det dårligere end os selv.”

Millioner afsat til byen ned til vandet. ”Det er også velfærd ikke at sidde i kø på Randersbro hver morgen”

Millioner afsat til byen ned til vandet.

”Det er også velfærd ikke at sidde i kø på

Randersbro hver morgen”

Millioner afsat til byen ned til vandet. ”Det er også velfærd ikke at sidde i kø på Randersbro hver morgen”

Randers byråd vedtog i sidste uge budgettet for 2019 til 2022. Budgettet indeholder en opsparing til projektet ”byen til vandet”, mens resten af kommunen står over for en sparerunde.

Af: Patrick Eiberg Nielsen

Budgettet for Randers Kommune de næste tre år kommer til at indeholde en opsparing på 40 millioner kroner til prestigeprojektet ”byen til vandet”. Samtidig bliver resten af kommunen mødt med sparekniven, da det blev vedtaget, at de skal spare med en halv procent af deres eksisterende budget.

Et byråd bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vedtog den 21. september budgettet for 2019 til 2022. Det foregik som sædvanligt ikke uden drama, da forhandlingerne dagen inden endte med en eksklusion af Enhedslisten, Beboerlisten og Velfærdslisten.

Et spørgsmål om prioriteringer

Mens Enhedslisten og Radikale Ungdom raser mod det vedtagne budget på randeridag.dk, og kalder budgettet for et tilbageslag for velfærden i Randers, ser Christian Brøns (V), der har været med til at vedtage budgettet anderledes på det. Han mener, at det handler om at prioritere velfærden, også i fremtiden.

”Der er ingen tvivl om, at vi skal prioritere mere til anlæg. Det er også velfærd, at man ikke skal holde i kø på Randersbro hver morgen, når man skal aflevere sine børn i daginstitution,” siger Christian Brøns (V) og forsætter, ”det er lidt ligesom ens privatøkonomi. Hvis man vælger at sætte nogle penge ind på opsparingskontoen, så har man formentlig lidt færre, på den konto man bruger til dagligt. Men det er jo så i håb om, at den fremtid man får med sin opsparing, den er bedre, end den man kender i dag.”

Integrationsområdet

Et af kritikpunkterne fra modstanderne af budgettet har været, at man tager penge fra integrationsområdet. På dette område har en tidligere investering på 3 millioner kroner ellers vist sig nyttig, da Randers kommune sammen med to andre fremlagde resultaterne for et integrationsprojekt sidste år, der havde sendt flere i beskæftigelse. Men på dette område skal man ikke frygte besparelserne ifølge Christian Brøns (V).

”Den besparelse er konkret lagt ind i forhold til antallet af flygtninge, for jeg er helt enig i præmissen om, at de flygtninge vi modtager, dem skal vi også sørge for kommer i arbejde,” siger Christian Brøns (V).

 

I videoen nedenunder forklarer Christian Brøns (V) nærmere om sine tanker om projektet “byen ned til vandet”.

Priser for sfo landet over

Landmanden betaler prisen for

den varme sommer, forbrugeren

får billigere kød

 

 

 

 

 

 

Den varme sommer kan på sigt have store konsekvenser for landbruget. Der dog ingen grund til bekymring for forbrugerne på kort sigt, fastslår Finn Udesen, chefkonsulent ved SEGES videnscenter for svineproduktion og foreningen Danske Svineproducenter

Af: Patrick Eiberg Nielsen

 

Den varme sommer har ikke kun medbragt forhøjet glæde i det danske land, men også mange bekymrede miner. På kort sigt vil priserne på svinekød være faldende for forbrugeren, men det vil kun være en kort frist, for landmændene bliver nød til er justere deres forretning.

”Udbuddet af svin skal falde, og det vil det også gøre. De dårlige bytteforhold kommer til at betyde, at nogle svineproducenter vil reducere deres produktion eller helt stoppe,” siger Finn Udesen.

 

Stigende priser

Konsekvensen af, at der vil blive slagtet mindre svin, vil formentlig ramme forbrugerne henover 2019, så de billige priser på svinekød formentlig vil stige igen.

”Efterhånden som produktionen kommer ned i 2019, så forventer vi, at der kommer stigende priser i andet halvår af 2019”, siger Finn Udesen.

Bytteforholdets konsekvens

Tal fra Danmarks Statistik viser, at bytteforholdet var endnu dårligere i 2016. At vi allerede nu, blot to år efter står i samme situation, kan muligvis få konsekvenser for landmændene, der kan stå overfor en truende økonomisk situation.

”At to så dårlige år, kommer til at ligge tæt på hinanden, kan have en forstærkende effekt. Vi havde et godt år i 2017, men det er ikke alle, der har fået fyldt bankkreditten op igen,” siger Finn Udesen.

 

Bytteforholdet, som har presset priserne i bund for både forbrugeren og svineproducenterne, kan have større konsekvenser end blot faldende priser.

”Det kan have betydning for landmændenes likviditet. Hvis ikke banken er villig til at stille likviditet til rådighed, så kan de stå overfor en truende situation, eller endda konkurs,” siger Finn Udesen.

 

Forventninger til 2. Semester på journalistuddannelsen.

– Navn og alder:

Patrick Eiberg Nielsen, født 18 Maj 1990, 28 år gammel.


– Baggrund og personlige interesser/fritid:

Jeg kommer fra den københavnske vestegn, nærmere bestemt Ishøj. Der blev jeg født, og boede indtil jeg blev 13 år gammel. Som lille var jeg sikker på, jeg ville blive den næste Peter Schmeichel, og brugte næsten alt min tid på at spille fodbold. Jeg blev dog også tvunget til at finde på noget andet af min klasselærer, så i 5. klasse stod der ”professionel fodboldspiller” og ”journalist” på mine fremtidsplaner for livet. For udover fodbold, har jeg altid været interesseret i vores samfund, og i historien vores samfund er bygget på.

 

Som 13-årig rykkede min familie lidt væk fra vestegnen, hvor vi flyttede til Karlslunde. Her tog jeg min folkeskoleuddannelse færdig, og senere hen min studentereksamen på Greve Gymnasium, som var det tættest liggende gymnasium.

 

Jeg brugte efter gymnasiet nogle år på at arbejde, og tog herefter en uddannelse som lager & logistik operatør. Efter nogle år i den branche, følte jeg, der skulle ske noget nyt. Så jeg tog i 2017 optagelsesprøven til journalistuddannelsen på DMJX i Århus efter mange års tøven, og kom heldigvis ind.

 

 

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?

Jeg forventer at få et endnu større indblik i det at være journalist. At få nogle af de lærte kompetencer fra 1. semester yderligere udbygget, så de sidder endnu bedre på rygraden, og forhåbentlig kan blive en del af ens faste tankegang.

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?

Jeg har læst det, vi er blevet bedt om af skolen. Derudover har jeg prøvet at holde mig opdateret om, hvad der foregår rundt omkring i div. Medier, og ikke gået alt for meget i ferie mode. Jeg har derfor læst en del artikler, og derudover også læst lidt skønlitteratur.

 

 

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?

Jeg arbejder altid hårdt på det, vi har foran os. Jeg er god til at bevare overblikket, og bidrager også altid med godt humør. Jeg er god til at få tingene lavet, når der er pres på, og arbejder oftest bedst med en deadline.

 

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?

Mine ambitioner for forløbet er høje. Jeg håber på fagligt at kunne bygge yderligere på, hvad vi lærte på første semester. Ultimativt er ambitionen at blive en bedre journalist, og kunne få nogle endnu bedre kompetencer inden for faget.

 


– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?

Min stærkeste side er, at jeg er utroligt stædig, og har jeg først sat mig for at få lavet noget, skal jeg også have det lavet. Jeg giver ikke op med noget som helst, heller ikke fagligt. Jeg arbejder hårdt, og er god til at få et samarbejde til at fungere, hvilket i sidste ende altid giver det bedste resultat.

 

En af mine svage sider er grammatik. Jeg er lidt rusten, eftersom jeg de sidste mange år ikke har skrevet synderligt meget. Det sidste halve år har selvfølgelig hjulpet på det, men kan stadig godt mærke, at jeg ikke er der, hvor jeg gerne vil være.

 


– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?

Jeg vil som nævnt ovenover gerne blive mere sikker i min grammatik. Derudover skal jeg vænne mig endnu mere til at gå i skole, da det har været en stor omvæltning det sidste halve år.

Derudover vil jeg gerne blive stærkere i mine interviews. Få teknikkerne sat fast på rygraden, så de bliver en vane.

 


– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Jeg vil arbejde stenhårdt det næste halve år.

For at vænne mig endnu mere til at gå i skole, skal jeg indarbejde nogle rutiner, så det bliver dagligdag igen.

Jeg skal forhåbentlig lave en masse interviews, så jeg derigennem kan få en rutine i det. Jeg skal blive endnu bedre til at reflektere over det interview jeg lige har lavet, for på den måde at kunne blive endnu bedre.

Tre unge drenge tiltalt for voldtægt i Ans

Tre unge drenge tiltalt for

voldtægt i Ans

Tre unge drenge stod i dag ved retten i Viborg tiltalt for voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje, imod en jævnaldrende pige.

Af Patrick Eiberg Nielsen

Tre unge drenge, der sidste år blev beskyldt for at have voldtaget en jævnaldrende pige, mødte i dag i retten ved Viborg. Sagen, som først blev henlagt af Politianklagemyndigheden, da de ikke mente, den ville føre til en dom, startede d. 25 februar sidste år i Ans. Dommen falder på onsdag.

Hvad der startede som en uskyldig ”pose-fest” i byens idrætshal, endte i den dybeste alvor, for de fire involverede. Hvad der var foregået imellem dem, var der egentlig ret stor enighed om i retten. Det store tvivlsspørgsmål er, om tingene foregik i enighed blandt de fire.

 

Det mente anklageren i hvert fald ikke, at det gjorde. Han læste anklagen op for dagens fremmødte, heriblandt tydeligt berørte forældre, til de tre unge drenge. Der lød kun enkelte fnis blandt dem, da en af de unge drenge fortalte, at hans kammerat på et tidspunkt vist havde fundet hele seancen så akavet, at han havde tjekket sin mobil. Udover det, var der ikke meget at fnise af.

Anklageren læste op, at de tre var tiltalt for sammen, at have voldtaget og haft andet seksuelt forhold end samleje, med den unge pige. Den ene havde forgrebet sig på hende ved, at have stukket en finger op i hende.

 

Den høje, velpåklædte unge fyr fortalte, han var endt på toilettet efter opfordring fra pigen. Toilettet, som denne aften bestod af et toiletskur på p-pladsen, sådan et vi bedst kender fra festivaler, havde en vagt foran hver ende af skurvognen. Hvert toilet måtte kun benyttes af en person af gangen, og de fire unge måtte derfor smutte forbi vagterne, uden at blive opdaget.

Han var stødt ind i sin ven, der sammen med pigen, var på vej ud på toilettet. Hvordan den sidste tiltalte var endt med dem, var der ikke nogen af dem, der kunne huske. Dette var en generel ting for hele sagen, der også ligger over et år tilbage.

Den mindre, men også velpåklædte unge fyr fortalte, han havde danset med pigen på dansegulvet. De havde kysset meget, danset tæt, og raget en del på hinandens skridt, som han selv udtrykte det. Han havde været modtageren af oralsex fra pigen, som på eget initiativ havde taget hånden ned i bukserne på drengen, og på den måde startet det, sagde han.

Den mindste, men nok mest velpåklædte unge fyr fortalte, at han efter at have mødt de andre udenfor, var blevet inviteret med ind på toilettet. Han havde som de to andre drenge, ikke haft indtryk af andet, end at de fire havde gang i en hyggelig stund, og der i hvert fald ikke var tvang involveret. Det understregede han adskillige gange, imens han nervøst måtte ty til lommetørklæder, for at tørre sine, sikkert, svedige hænder.

 

Samleje havde han dog haft med pigen. For en meget kort tid. Det samme gjaldt de andre overgreb, det havde ikke stået på længe, var de alle enige om. Ligesom de alle også var enige om, at det var utroligt akavet. Den ene dreng fik også fortalt i retten, ”at han på det tidspunkt var så godt som jomfru, så han havde ingen idé om, hvad han havde forventet der skulle ske, ude på det toilet”. Forklaringerne fra dem alle bar tydeligt præg af, at det var nogle unge drenge, som ikke vidste hvad de havde rodet sig ud i, februar sidste år.

 

Efter drengenes vidneforklaringer, var det pigens tur til at afgive forklaring. Hun var dog tydeligvis meget oprørt, og havde derfor også bedt om, at afgive forklaring uden tilskuere til stede. De tre drenge blev ført til et tilstødende lokale, som fungerer som lytte rum, så de har mulighed for at høre pigens forklaring.

 

Dette privilegie hører ikke til pressen, så hvad hun har forklaret, kan vi desværre ikke gengive. Men det var en endnu mere oprørt ung pige, der forlod retssalen efter endt forklaring. Tårerne trillede ned af kinderne på hende, og hun forlod hurtigt retssalen, med sin trøstende mor lige i hælende.

 

Sagen forsætter i morgen, og der falder dom på onsdag, hvis alt går efter planen.

Rune mistede sin datter i statsforvaltningen

Af Patrick Eiberg Nielsen

En samværssag om sin datter endte med større konsekvenser, end bare afsavnet til sin datter.

Rune Kunkel er 43. For halvandet år siden, underskrev han et stykke papir, som skulle forandre hans liv markant. En længerevarende sag om hans ret til at se sin 10-årige datter, sluttede med en underskrift.

 

”Jeg måtte underskrive en aftale, fordi hun ikke skal være en lus imellem to negle, en mor og far, der ikke kan med hinanden.”

 

”Der gik mit liv helt galt. Fuldstændig. Der gik jeg bare helt ned med flaget. Altså, ren depression.”

 

Bruddet

Rune og hans kæreste havde et forhold, der gik op og ned. Første gang de gik fra hinanden, var datteren bare et halvt år gammel.

 

En aften kigger kæresten på Rune, og siger: ”Vi kan ikke blive ved med at leve sådan her”.

 

”Næ, det kan vi sku egentlig ikke”, konstaterer Rune.

”Vi kunne bare ikke længere sammen. Mere var der egentlig ikke i det”.

”Ja, så blev vi på en eller anden måde enige, hvis man kan sige det sådan. Så gik vi jo fra hinanden.”

 

I starten, fik Rune lov til at se sin datter.

 

”Så fandt jeg en anden kæreste, og jeg så ikke min datter i 8 måneder, derefter.”

 

Når Rune tog hen til moren, for at hente sin datter, blev han altid mødt af en dør, der ikke blev åbnet. Rune mener, det var et resultat af hans nye forhold.

 

”Men det kunne hun selvfølgelig ikke sidde og sige i fogedretten. Så der kom alle mulige andre årsager på. Så kunne jeg ikke passe mit barn, så havde jeg engang røget hash, og så drak jeg også øl. Ja, jeg drikker da også øl, men aldrig når jeg har min datter”.

 

”Der var vi jo igennem fogedretten 3 gange, hvor jeg rent faktisk får medhold, alle 3 gange. Det var først efter tredje gang, og dagbøder på noget der minder om 25.000 kroner til moren, jeg fik lov til at se min datter igen”.

 

Men Rune og moren til hans barn, var ikke færdige med hinanden.

 

”Hende der var årsagen til, at min datters mor lavede det nummer der. Hende og jeg går så fra hinanden, og så finder jeg sammen med min datters mor igen. Og så går vi så fra hinanden igen. Men der ser jeg min datter hver 14. dag, har hende hver anden weekend, og alle de her ting.

Lige indtil hun finder en anden kæreste, så går det helt galt, derfra.”

 

Den totale nedtur

”Så skulle min datter kalde ham for far, og det var bøvl hver gang, jeg skulle have hende. Det var et langt tovtrækkeri.”

 

”Da min datter så blev 10 år, var det igennem statsforvaltningen, og igen med alle mulige beskyldninger.”

 

Rune fik sværere ved at passe sin dagligdag, og han kunne godt mærke, det ikke kun var afsavnet han kæmpede med.

 

”Det var for meget, det var det simpelthen. Jeg kunne ikke holde til det. Jeg var lærer på teknisk skole, og så skulle jeg stå der, og passe en 20-25 unge drenge. Samtidig med jeg skulle tage en uddannelse, samtidig med jeg skulle alt andet. Så kunne jeg ikke mere.”

 

”Så mistede jeg mit arbejde, så døde min onkel af kræft. Det var sådan lige. Bum, bum, bum. Lige i røven af hinanden. Så, der gik alt galt. Alting det ramlede.”

 

Rune sidder tilbage med en følelse af, at statsforvaltningen har taget morens parti. De gør ikke noget aktivt, for at få datteren til at se sin far igen.

 

”Statsforvaltningen går bare ind, og så godtager de morens forklaring, når hun siger, at de gør sådan og sådan, for at overtale hende til, at hun skal se sin far”.

”Og det ved jeg, det ville hun aldrig gøre, aldrig nogensinde, hun hader mig.”

 

Håbet for fremtiden

Rune håber selvfølgelig på, at komme til at se sin datter igen, og gerne inden hun bliver 18.

 

”Det første jeg fik en mail om, efter at der var skrevet under på det her, det var at hun gerne ville have sin bamse, sin sovebamse oppe fra mig, og ned til sin mor. Det kan man jo godt undre sig lidt over.”

 

”Det jeg håber på er, at hun selv giver udtryk for at hun vil se mig, et eller andet sted, hvor hendes mor ikke hører det. Så der er nogle andre, der kan finde ud af at tage kontakten, ellers kommer det ikke til at ske, det tror jeg ikke på.”

 

Det var hårdt for Rune at komme videre, men det at få et nyt arbejde, har hjulpet ham på fode igen.

 

”Nu passer jeg jo et nyt arbejde. Jeg er blevet smed. Det var bare for at komme i gang igen, og så har jeg det vel egentlig udmærket. Hvis jeg kan få tankerne lidt på andre veje, og måske blive lidt klogere på mig selv, eller på hele situationen. Det bliver bare bedre hele tiden, på et eller andet plan. Det sidder stadig derinde, det kan jeg godt mærke. Men det er jo det her med, at tiden læger alle sorger.”

 

Rune med sin datter Signe, da han stadig måtte være far. Privat billede fra facebook.

 

 

 

 

 

 

Plejecenteret føles som et fængsel

 

Plejecenteret føles som et fængsel

Luigi Nadin har de sidste 5 måneder boet på plejecenter, på Carl Blochs Gade. Han sammenligner det med at være fanget, i et åbent fængsel.

Af Patrick Eiberg Nielsen       

Carl Blochs Gade. Bortset fra det brune krydsfiner hegn, er omgivelserne hyggelige, med den gamle banegård til højre i billedet

.

Atmosfæren udenfor, fejler sådan set ingenting. Det er godt nok koldt, men udover det brune krydsfinerhegn, på den anden side af vejen, som skjuler det igangværende byggeri, virker her hyggeligt.

Indenfor møder jeg Luigi Nadin. Luigi er fra Italien, og har boet i Danmark de sidste 40 år. På trods af krykken der hviler op mod væggen, hvor han sidder, virker Luigi frisk. Han snakker derudaf, men får ikke mange tilkendegivelser igen. Overfor ham sidder Mona, hun sidder i kørestol, og nikker taktfast til hvad Luigi siger.

 

”Der er meget dødt i Carl Blochs Gade”, siger han, med lettere italiensk accent.

Det med at holde tungen lige i munden, når først Luigi bryder ud i fuld tale. Han har masser på sinde. Han vil gerne holde sig selv i gang, fortæller han. Derfor træner han hver dag. ”Jeg skal kunne gå”, siger Luigi på en meget bestemt, sydlandsk måde.

Luigi sidder i senior internetcaféen, og håber på selskab.

Udover Luigi der snakker, er her en meget mut stemning. Man hører med jævne mellemrum, at dørene til kontoret går op, og lukker igen. Det alle plejerne, der travlt render fra det ene gøremål, til det andet. Men de henvender sig ikke hertil. Hverken dem der møder, eller dem der går. Det har Luigi en god forklaring på.

”Her på centeret er vi delt i to. Den ene fløj får forplejning af personalet. Hvis de ringer på klokken, så kommer personalet. På den fløj hvor vi er nu, skal vi ringe til et nummer hos kommunen, og så skal de komme og hjælpe dig. Og det tager jo sin tid.” Siger Luigi med hovedrysten, og forsætter; ”Hvis jeg skal på toilettet, og min krop siger, at det skal være nu. Hvad skal jeg så gøre, når jeg først kan få hjælp om et kvarter?”

 

Mona fremstammer endnu engang sin enighed. Man mærker tydeligt, at Mona holder af Luigi. Når Mona endelig prøver at udtrykke noget, er det mest lyde og larm man får ud af det. Men ikke Luigi, han svare ”Det nemlig rigtigt Mona, du har helt ret.”

 

 

En ældre herre med mellemøstligt udseende kommer ind, men går hurtigt ud igen.

 

”Jeg plejer at snakke med ham, og være sammen med ham en time eller to. Så kan vi jo kommunikere, om vi begge har fået den hjælp der skal til. Vi prøver at hjælpe hinanden.”

 

Man kan godt mærke på Luigi, at han ikke passer ind her. Han virker alt for frisk. Alt for klar på livet. Og han vil da også gerne diskutere økonomisk demokrati, Mussolini og Hitler. Men han vil allerhelst ind og se den nye film, om John Mogensen. ”Han var en god mand, ham der,” siger Luigi med sin fascinerende accent.

 

”Jeg skal bare finde en der har lyst til at se den sammen med mig. For at gå i biografen uden en man kender, det er ikke særligt sjovt.”

 

Føler det som et fængsel

Luigi kan blive ved med at fortælle små anekdoter og historier. Men da han bliver spurgt, om han har boet her i fem år, udbryder han; ”I fem år? Fem måneder! Er du sindssyg, 5 år her, så havde jeg været færdig.” inden han stopper, for at forsætte; ”Jeg sammenligner det med et fængsel. Fordi der ikke er nogen og tale med. Vi er bare efterladt her, og selv om man prøver at få kontakt med folk, så er det svært. Folk passer sig selv.”

 

Luigi sidder ved indgangen til senior internetcaféen. Han håber på nogle flere vil komme og bruge computerne, for så kan han komme i snak med dem, fortæller han. Inden han rejser sig op, og forcerer gangarealet med sin stok, så han kan komme ud og få sig en halv smøg. ”Jeg ved godt jeg burde stoppe,” siger Luigi, med sit sydlandske smil, der næsten går op til hans grå lokker.

 

Carl Blochs Gade 30. Plejecenteret gemmer sig bag de store døre. Udefra ser det ikke ud til, at der mangler noget.

 

3192 anslag.